Erik Lund

Erik Lund (Medlem af Allerød Byråd og 1. suppleant til Regionsrådet i Region Hovedstaden), Allikevang 2, 3450 Allerød, Mobil: 40 204 201, Mail: erlu@alleroed.dk

Familie og job

Jeg er 73 år, tidligere inkassochef i København og Helsingør samt tidligere fagchef for både inddrivelse og erhvervsligning i SKAT København. Jeg er gift med Lene, og far til Jesper (53 år), Mikkel (49 år), Line (26 år) og Amanda (21 år). Jeg flyttede til Allerød i 1973, hvor jeg var en af de første, der flyttede ind i Rønneholtparken. Siden 1989 har jeg boet i ”Fuglekvarteret”.

Politik

Jeg har været medlem af Det Konservative Folkeparti siden 1993, hvor jeg samme år blev valgt ind i Allerød byråd og har været medlem af byrådet i snart 28 år. Jeg har været både borgmester og viceborgmester, udvalgsformand, gruppeformand for den konservative byrådsgruppe og er nu medlem af Økonomiudvalget. Jeg har været folketingsmedlem samt medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden, hvor jeg pt. er 1. suppleant. Jeg er desuden medlem af Skatteankenævnet samt Videnskabsetisk komite.

Andet

  • Tidligere landsformand for Pantefogedforeningen, hvor jeg stadig kæmper for en effektiv inddrivelse efter at SKAT nu har misrøgtet denne opgave siden man flyttede inddrivelsen fra de kommunale pantefogeder til SKAT i 2005.
  • Landstræner for handicaplandsholdet i bordtennis i perioden 1988-1992, hvor jeg bl.a. deltog ved OL i Barcelona i 1992.

Mærkesager

”Bevar det Allerød vi kender”

Allerød er et smørhul at bo i, og det skal det fortsat være. Derfor skal vi ikke bebygge enhver grøn plet i kommunen, blot fordi nogle mener, at vi absolut skal værre en større kommune. Områder som Enghave Nord, fodboldbanerne ved Sportsvej, det grønne områder ved Søageren, Nissens Mose eller fodboldbanerne ved Lillevang Skole, afd. Skovvang er blot nogle af de områder som vi skal friholde fra bebyggelse.

Allerød behøver nemlig ikke at blive meget større. Vi kan sagtens klare os med en langsom og fornuftig udbygning, hvor indbyggerantallet stiger jævnt til omkring 27.500 indbyggere over de næste 10 år.

I 2011 blev Allerød er kåret til ”Danmarks bedste kommune at bo i”.

Den position kan vi igen indtage, hvis vi igen får styr på kommunens finanser, og sørger for en god ældrepleje, gode folkeskoler, gode daginstitutioner og et rigt kultur- og idrætsliv.

Hvis vi skal fastholde det høje serviceniveau som vi har i Allerød kommune, skal vi hele tiden have fokus på den effektive økonomi- og budgetstyring som vi har gennemførte fra 2009-17. Denne effektive økonomi- og budgetstyring styrkede kommunens likviditet i en sådan grad, at vi i perioden 2010-17 kunne gennemføre historiens største skattenedsættelse på 1 procentpoint, gennemførte anlægsprojekter som vi tidligere kun drømte om, og fastholdt et meget højt serviceniveau på alle vores kerneområder. Det niveau kan vi kun komme tilbage til, hvis vi igen får et samarbejdende byråd, hvor der lyttes til alle, og hvor ingen på forhånd bliver udelukket.

I den kommende valgperiode skal vi have fuld fokus på ældreplejen. Det gælder både plejen på vores plejecentre, men også plejen i de ældres eget hjem.

Vores daginstitutioner og vores skoler har allerede fået et bygningsmæssigt løft, og hvad angår antal ansatte til at løfte opgaverne i vores daginstitutioner skal vi have minimumsnormeringer, der sikrer minimum én pædagogisk medarbejder til tre børn i vuggestuer og én til seks børn i børnehaver.

Kultur- og idrætslivet skal fortsat have gode vilkår, og vi skal påskønne de frivillige lederes store indsats. En udbygning af idrætsområdet ved Allerød idrætspark med yderligere en kunstgræsbane med lys samt 3 græsbaner og en ny stor svømmehal med 50 m. svømmebassin, legeområde og meget mere står højt på min ønskeseddel, og er noget som jeg vil kæmpe for.

Bevar det Allerød vi kender og som borgerne er rigtig glade for og lad os lytte til borgerne. Det er trods alt dem vi repræsenterer.

 
Følg Erik på
/eriklundpolitiker